Jeg har en kammerat der har fået fradømt førerretten i 10 år med udløb i år 2003, dvs. at der er gået over halvdelen af tiden.
Under hvilke forudsætninger kan han (hvis muligt) få førerretten tilbage før år 2003
Spørgsmålet om generhvervelse kan indbringes for domstolene tidligst 5 år efter dommen, altså i 1998, men herudover skal den pågældende i mindst 1år forud for sagens indbringelse for retten have overholdt (til punkt og prikke) en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.
Der skal være tale om et egentlig alkoholmisbrug. Er der tale om tidligere tiders ungdommelige fejltrin, kan bestemmelsen ikke finde anvendelse.
Med venlig hilsen
PS: Fra d. 01.09.2005 gælder følgende bestemmelse i færdselslovens § 132:
Generhvervelse af førerret inden frakendelsestidens udløb
§ 132. Er retten til at føre motordrevet køretøj i henhold til denne eller nogen tidligere lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år af frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har retten til at være fører tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis, og indbringelsen kan tidligst finde sted, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.
Stk. 2. Såfremt der inden udløbet af frakendelsestiden er sket fornyet frakendelse af førerretten, regnes de i stk. 1 nævnte frister for indbringelse af spørgsmålet om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom, hvorved førerretten er frakendt den pågældende.