Dækker ulykkesforsikring ved selvmord?

Min far kørte i havnen med en el-kørestol og omkom derved.

Politiet optog en rapport over det skete, hvortil der ingen vidner var.

Da jeg blev informeret om det skete, udspurgte de selvfølgelig også mig om hans sindstilstand op til ulykken. Dertil svarede jeg at han måske kunne have taget sit eget liv, da han led af sklerose og i tiden op til ulykken havde haft stærke smerter. Dog troede jeg ikke han havde modet dertil.

Under tømning af hans lejlighed blev der bl. a. fundet en ulykkesforsikring. Da jeg efterfølgende ville opsige policen, blev jeg af forsikringsselskabet bedt om at udfylde en skadesanmeldelse, da der kunne være sket en ulykke, som så ville udløse forsikringssummen.

Mit spørgsmål er derfor om forsikringen vil kunne udbetales, hvis han selv har taget sit liv, og hvem står med bevisbyrden, når der ingen vidner var ifølge politiet ?

På forhånd Tak


SVAR:

Der foreligger ikke en ulykke, hvis den forsikrede begår selvmord.

Det er imidlertid forsikringsselskabet, som har bevisbyrden for, at din far har begået selvmord. Der er i retspraksis blevet stillet store krav til dette bevis. Der skal normalt være overvejende sandsynlighed for, at der foreligger selvmord.

Der findes 2 højesteretsdomme (U 1981.101 HD og U 1987.7 HD), hvor der i begge tilfælde var spørgsmål om, hvorvidt den afdøde havde begået selvmord ved at springe over bord fra en færge. I begge sager nåede Højesteret frem til, at dette ikke var bevist med tilstrækkelig sikkerhed.

Jeg håber, at du får forsikringssummen udbetalt.


Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

PS. Livforsikringer skal normalt udbetales, selv om der foreligger selvmord. I policerne forbeholder selskaberne sig normalt ansvarsfrihed, hvis den forsikrede begår selvmord inden udløbet af en vis frist - den såkaldte karenstid - fra forsikringens tegning. Karenstiden er normalt 1 år.