Jeg håber at I kan hjælpe mig med et nok lidt underligt spørgsmål!
Jeg har et sjældent mellemnavn, og jeg mente at min bror og jeg var de eneste der
havde ret til navnet. Jeg har nu opdaget at der er nogle der hedder det til efternavn.
Jeg går ud fra at disse personer har købt navnet, men det må de vel egentlig ikke,
når min bror og jeg bærer navnet. Vi har talt om at slette vores efternavn, for
så var vi de eneste i Danmark med det specielle efternavn og kan vi i den forbindelse
tvinge de andre til at afgive retten til navnet??
Håber at i kan hjælpe, da navnet betyder noget specielt for både min bror og for
mig.
Hvor kan jeg eventuelt søge oplysninger om hvem af os der har ret til navnet??
På forhånd tak for hjælpen
Med Venlig hilsen
Søren N. J.
Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø, tlf. 33 92 33 02, fører en
fortegnelse over forbeholdte efternavne. Her kan du få oplyst, om jeres navn står
på listen, og dette vil ganske rigtigt være tilfældet, hvis en anden familie har
fået navnebevis på jeres sjældne navn.
Da jeres navn ikke er et efternavn, men kun et mellemnavn, kan I mig bekendt ikke
få dømt den anden familie til at ophøre med brugen af deres lovligt erhvervede efternavn,
men jeg vil dog ikke helt udelukke dette. Du kan læse herom i lov om navne paragraf
16, stk. 2, som kræver, at du kan godtgøre, at en anden uberettiget benytter jeres
navn.
Det er heller ikke uden problemer at få tilladelse til at slette jeres næværende
efternavn, således at det sjældne mellemnavn bliver jeres efternavn. I skal kunne
påvise, at I har en ganske særlig tilknytning til navnet, da der jo nu er en anden
familie, som har købt jeres navn.
Jeg foreslår, at du søger vejledning hos en specialist i navnesager i Civilretsdirektoratet
eller på det lokale Statsamt.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
26-04-2022