Rentefradrag på SU-lån?

Jeg har et SU-lån, som jeg er begyndt at afdrage på. Jeg er imidlertid kommet i tvivl om, hvorvidt det er de tilskrevne renter jeg kan trække fra ELLER om det er de betalte renter (et betydeligt højere beløb) ?

Kan man trække de renter fra, der blev tilskrevet lånet mens jeg studerede, når først tilbagebetaling er påbegyndt, eller er det kun de renter der ryger på efter tilbagebetaling er iværksat, der kan trækkes fra?

SVAR:

I Ligningsvejledningen for 1996 pkt. A.E. 1.4.1. er anført følgende om renter på SU-lån:

Fradrag for renter kan normalt først foretages, når tilbagebetalingen af lånet/lånene skal begynde i henhold til den af Hypotekbanken fastsatte tilbagebetalingsordning. For renter, der tilskrives i uddannelsesperioden og i den tilbagebetalingsfrie periode, er der ydet henstand indtil tilbagebetalingsordning fastsættes. Derefter kan betalte renter fradrages, og renter tilskrevet i løbet af året fradrages på forfaldstidspunktet, uanset om de er betalt, forudsat at tilbagebetalingsordningen overholdes.

Såfremt låntager benytter sig af sin ret til at indbetale frivillige ydelser før tilbagebetalingspligten er indtrådt, vil de faktisk betalte renter anses for forfaldne på betalingstidspunktet. Årets tilskrevne renter vil ikke kunne fradrages, medmindre de faktisk betales. Kun rentedelen af de indbetalte frivillige ydelser udløser fradragsret.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg