Skal min mor betale boafgift, hvis hun gifter sig?

I 1991 døde min far, og min mor har siden hensiddet i uskiftet bo.

Nu vil min mor gerne giftes igen, og skal derfor enten skifte med min bror og jeg, eller vi skal give skifteafkald, eller fraskrive os arven. Vi er enige om, at vi ikke skal have arven eller dele af den udbetalt nu. En mulighed er derfor, at min bror og jeg giver skifteafkald, dvs. vi udsætter arven.

Min mor har talt med den gratis advokathjælp og der fået at vide, at det er meget nemt, vi skal blot udfylde og underskrive en blanket. Men under emne 847 skriver I, at i vil advare mod at give skifteafkald, da man efter d. 1.7.1995 skal betale 15% i arveafgift af det beløb vi skulle have arvet. Gælder det også hvis dødsfaldet er sket inden d. 1.7.1995 ???

Alternativet til at give skifteafkald er, at vi fraskriver os arven, men vil det ikke betyde at vi kan risikere at skulle dele arven efter vores far med vores mors kommende mands arvinger?

Er der andre måder hvormed vi kan udsætte arven ?.

Svar:

Boafgiften på 15% skal betales, selv om din far døde før d. 01.07.1995. Der er tale om en slags ny skat på ægteskab, som er blevet indført netop for at forhindre, at personer indgår nyt ægteskab uden at skifte med børnene.

Det er bedrøveligt at læse, at den advokat, som I talte med på den gratis retshjælp, ikke kendte denne regel, som har været gældende siden d. 01.07.1995.

I har følgende valgmuligheder:

  1. Kræve boet skiftet, således at I får udbetalt jeres fædrene arv på 1/3 af det uskiftede bo. I kan eventuelt lade jeres arv blive stående som et tilgodehavende mod jeres moder (rentefrit familielån på anfordringsvilkår).

  2. I kan give skifteafkald, hvilket indebærer, at jeres mor skal betale boafgift på 15% af 1/3 af det uskiftede bo uden bundfradrag. Denne omvendte bryllupsgave skal betales til skifteretten senest 3 måneder efter vielsesdagen.

  3. I kan give blanke arveafkald, hvorefter jeres mor kan skifte det uskiftede bo med sig selv om enearving. Dette udløser ingen boafgifter.

  4. Jeres mor kan lade være med at gifte sig.

Jeg er helt enig i, at løsning 3 stiller jer ringere end løsning 2, idet den medfører, at I mister arveretten efter jeres far, og I bør som det mindste stille som betingelse, at der bliver oprettet et uigenkaldeligt testamente, hvorefter I skal arve jeres mors nye mand, hvis han bliver længstlevende. I kan dog alligevel ikke være sikre på nogensinde at få jeres fædrene arv, da din mor og hendes nye mand jo er i deres gode ret til at bruge formuen eller forære denne væk i levende live.

Jeg foreslår, at du skriver om problemet direkte til skatteministeren og forklarer situationen. Jo flere henvendelser han får om denne urimelige regel, jo større er chancen for, at politikerne ophæver reglen. Du kan eventuelt sende kopi til Folketingets Skatteudvalg.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus