Jeg har efter min fars og senere min bedstemors (farmor) død med interesse kigget jer lidt i kortene. Yderst informative sider I har her...
Jeres informationer har hjulpet os (mine søskende og min faders søskende) meget i forbindelse med afviklingen af min bedstemors bo.
Nu er det dog således, at da vi så skal til at sælge hendes lille landejendom, ytrer den håbefulde køber et eller andet om at der jo da forresten er kommet nye regler omkring det, at man køber dødsboer som beset. Det er ellers vores opfattelse, at der ikke har været noget at hente, hvis man købte f.eks. et hus af et dødsbo og så opdagede at 'der var skeletter i skabet.
Nu spørger vi så: Hvordan er reglerne helt nøjagtigt?
Der er juridisk omtvistet, om loven om forbrugerbeskyttelse ved omsætning af fast ejendom har begrænset mulgihederne for i dødsboer at sælge en ejendom med total ansvarsfraskrivelse. Der er allerede skrevet adskillige faglige artikler om dette spørgsmål, men der er endnu ingen retspraksis.
Landsdommer H. H. Brydensholt, som var formand for det udvalg, som har lavet udkastet til den pågældende lov, har i en artikel i bladet Ejendomsmægleren september 1996 side 14-23 hævdet, at man i privatskiftede boer skal gå frem efter lovens kapitel 1, dvs. at dødsboet skal sørge for, at der bliver udarbejdet tilstandsrapport og tilbud på ejerskifteforsikring, hvis dødsboet vil frigøre sig for ansvaret.
Andre mener, at det fortsat må være muligt at privatskiftede dødsboer kan sælge med total ansvarsfraskrivelse. Dette hænger bl. a. sammen med, at det er uhyre vanskeligt at få tilbud på en ejerskifteforsikring, når sælger er et dødsbo.
Hvis der er landbrugspligt til ejendommen er der ikke noget problem, idet den nye lov da slet ikke gælder.
Hvis der ikke er landbrugspligt, er det klogest at følge landsdommer Brydensholts opfattelse, og i hvert fald få lavet tilstandsrapport på ejendommen.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg