Situationen er følgende:
A og B er gift og har 4 børn sammen. A og B bliver sidenhen skilt og A gifter sig med C.
A dør og efterlader sig altså 4 særbørn og en ægtefælle.
Særbørnene har nu et ønske om at arve specifikke ting blandt indboet, som har tilknytning til særbørnene helt tilbage til barndommen. Dvs. der er tale om en affektionsværdi, der ikke kan omsættes i rede penge.
Har særbørnene nogen juridisk ret i dette spørgsmål?
I bekræftende fald:
Kan der laves en bindende aftale i skifteretten, der sikrer særbørnenes ret til noget af indboet, i fald de ikke ønsker at fjerne indboet på nuværende tidspunkt af hensyn til C?
Hvordan fastsættes værdien af indbo?
Hvis der var fælleseje i A's nye ægteskab, har den efterlevende ægtefælle C, ret til at udtage afdødes effekter til vurderingsprisen, selv om særbørnene også ønsker at udtage disse. Ægtefællen har desuden udløsningsret, dvs. ret til at udtage effekterne, selv om værdien overstiger ægtefællens bos- og arvelod. Dette følger af arvelovens § 12, som lyder således.
Stk. 1: Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2
Stk. 3. Overstiger værdien af det aktiv, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage bos- og arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.
Der kan naturligvis godt træffes aftale, der fraviger lovens regler på dette punkt. Særbørnene kan f. eks. arve nogle af effekterne og træffe aftale med ægtefællen om, at hun skal have livsvarig brugsret til disse.
Indboets værdi fastsættes ved sagkyndig vurdering. Indboet vurderes normalt meget lavt, nemlig til salgspriserne ved auktion.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg