Skal der betales dansk gaveafgift af arveforskud fra USA?

Jeg er amerikaner med ret til ophold i Danmark. Min kone er dansk statsborger og min søn har både dansk og amerikansk statsborgerskab.

Mine forældre er begge amerikanske borger boende i USA. De ønsker at give os et arveforskud over de kommende år.

Jeg ønsker at formindske afgifter i forbindelse med arveforskud eller gaver fra mine forældre.

Hvilke begrænsninger er der på sådan et forskud?

Skal vi betale afgifter her, hvis de nu har betalte afgifter i USA?

Hvad med gaver? Hvor meget må vi modtage i gaver fra udlandet?

Kan gaver modtages parallelt med en arveforskud hvert år?

Svar:

Ifølge boafgiftslovens § 23, stk. 3 anses forskud på forventet arv som gaver. Der skal altså betales gaveafgift, hvad enten der er tale om gaver eller arveforskud fra dine forældre.

Der skal ifølge boafgiftslovens § 25, stk. 1 betales dansk gaveafgift, hvis enten giver eller modtager har hjemting her i landet.

Da du har bopæl i Danmark, skal du således betale gaveafgift efter de danske regler, selv om giverne bor i USA, og selv om du ikke er dansk statsborger..

Hvis der også skal betales gaveafgift i USA, kan denne afgift i visse tilfælde fratrækkes fuldt ud i den danske afgift. Dette følger af boafgiftslovens § 29, som lyder således:

I gaveafgiften kan fratrækkes gaveafgift, der er betalt til fremmed stat, Grønland eller Færøerne, af der beliggende eller beroende aktiver. Fradraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til den danske gaveafgift af de pågældende aktiver.

Den danske gaveafgift udgør 15% af gaver ud over 58.700 kr. (2013) årligt. Hvis begge dine forældre vil give dig arveforskud, er der 2 bundfradrag på 58.700 kr.

Du kan med fordel læse emnerne nr. 611-616 om økonomisk støtte inden for familien. Du finder dem lettest ved at gå ind på emneoversigt nr. 610.

En god ide kunne være, at dine forældre evt. yder dig rentefri lån for beløb ud over 117.400 kr. Disse lån kan i de følgende år løbende eftergives med det årlige afgiftsfrie gavebeløb , og ved denne fremgangsmåde udløses der slet ingen dansk gaveafgift.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg