Hvem skal sørge for min fars begravelse?

Jeg vil gerne høre lidt om, hvem der kan/skal gøre de forskellige ting, som følger efter et dødsfald. 

Min far ligger for døden og hans samlever, de er IKKE gift, kender jeg ikke og hun er ikke at træffe. 

Når han dør hvem har så pligten til at sørge for f.eks. begravelse og alle disse ting og hvem kan tage beslutningerne om hvad der skal ske? 

Jeg har ikke haft kontakt med min far i en længere årrække, men blev tilkaldt til hospitalet forleden og siden har samleveren ikke vist sig overhovedet. 

Der er flere meninger om, hvorvidt det så er mig eller hende, som ifølge loven skal sørge for alt efter min far er gået bort.

Svar:

Efter loven forventes det, at de nærmeste tager sig af begravelse m.v., men der gælder ingen regler om, hvem det skal være i en situation som den omtalte.

Hvis ingen bestiller begravelse m.v., skal kommunen gøre det, og hvis boet er af ringe værdi, vil kommunen i den situation få det hele udlagt, dvs. et såkaldt boudlæg til kommunen.

Det er i øvrigt din fars begravelsesønsker, der skal følges, fx om han vil i kiste eller urne, og om han vil have en religiøs højtidelighed eller ej. Sådanne ønsker kan hverken du eller hans samlever tilsidesætte.

Når du ikke har haft kontakt med din far i en årrække, vil jeg umiddelbart mene, at hans samlever er nærmere på ham end dig.

Her får du den relevante regel:
"Hvis ikke afdødes nærmeste, den eller de personer eller den institution, der hidtil har draget omsorg for afdøde, eller andre fremsætter anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding, skal sådan anmodning fremsættes af kommunen".

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

JuraEksperten.dk