Hvor meget kunne min bedstemor testamentere til os børnebørn?

Min bedstemor døde i 2008. Hun var enke og sad i uskiftet bo efter min bedstefar, som døde i 1990.

Familien skal nu fordele hendes arv på ca. 600.000 kr. Der er 2 børn og 3 børnebørn, som skal arve i henhold til testamente.

1. Da hun sad i uskiftet bo, går jeg ud fra, at der ikke først skal foretages skifte fra hendes ægtefælle, men at hele formuen er at betragte som tilhørende den længstlevende. (Der har ikke været tale om nogen form for særeje). Er denne antagelse korrekt ?

2. I hendes testamente står: "Hvad jeg er berettiget til at råde over ved testamente skal tilfalde til ligelig deling mellem mine 3 børnebørn." Jeg forstår dette, som at afdødes børn skal have deres tvangsarv  på 25% af boet, og at de 3 børnebørn skal dele de resterende 75 %. Er dette korrekt ?

Svar

ad 1: Nej, det er ikke korrekt. Halvdelen af boet er arv efter førstafdøde og halvdelen er arv efter længstlevende

ad 2: Nej, det er heller ikke korrekt. Din bedste har kun kunne testamentere over 75% af den halvdel af boet, som falder i arv efter hende. Børnebørnene kan derfor kun få 3/8 af det uskiftede bo eller 225.000 kr. til deling.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus