Skal fælles vaskemaskiner lejes eller købes?

Jeg har et par spørgsmål angeende anskaffelse af vaskemaskine og tørretumbler til vores fælles vaskeri.

Vi har drøftet om anskaffelserne skal ske som leje eller køb. Jeg mener, at det helt sikkert er billigst at købe (god kvalitet forudsat), og at det derfor skal være løsningen.

I forbindelse med anskaffelse af tørretumbleren, som er MEGET energikrævende, har jeg foreslået, at der opsættes betalingsautomat, så hver enkelt bruger betaler efter forbrug. Det finder jeg mest retfærdigt, blandt andet fordi jeg ikke selv vil benytte den.

Jeg mener, at ejerforeningen er forpligtet til at vælge de mest økonomiske og retfærdige løsninger ved anskaffelser. Er det korrekt. eller kan andet besluttes ved almindelig flertalsbeslutning?

Svar:

Spørgsmålet må afgøres på en generalforsamling ved simpelt flertal, og hvis flertallet mener, at det er bedre at leje vaskemaskinerne, og at der ikke skal opsættes betalingsautomat ved tøttetumbleren, må du efter min opfattelse bøje dig for flertallet.

Hvis du på generalforsamlingen fremkommer med en fornuftig argumentation for dit standpunkt, vil jeg umiddelbart tro, at flertallet vil følge dine forslag, og så er der jo slet ikke noget problem.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg