Følger skabe i soveværelse med ved købet?

Hej…

Vi har købt hus, som vi skal overtage d. 1/6-97, og i den anledning var vi i dag ude og snakke med de tidligere ejere, for at aftale nærmere ang. overtagelsen og høre lidt omkring deres erfaringer med huset.

Vi har nu det problem, at de tidligere ejere, vil have penge for et skab i soveværelset, som vi troede hørte med i husets pris. (De var ikke klar over, at det står nævnt i salgsopstillingen).

I salgsopstillingen fra ejendomshandleren under "Beskrivelse" står bl.a. følgende:

Boligen indeholder: Entre, stor 2 delt opholdsstue med spise og opholdsafdeling samt brændeovn, nyere element-spisekøkken med hårde hvidevarer og god spiseplads, stort soveværelse med skabe, nyt lækkert …

Det skal dog siges, at skabene ikke er nævnt under løsøre, og at det ikke er indbyggede skabe.

Er det ejendomsmægleren, der har lavet en fejl ved en sådan beskrivelse,

Hvad siger loven?

Med venlig hilsen Monica

Svar:

Der er ingen lovbestemmelser, der regulerer det rejste spørgsmål.

Der er tale om fortolkning af den indgåede købsaftale.

Da der er tale om fritstående skabe, er disse løsøre, som ikke medfølger, medmindre dette er aftalt. Skabene burde naturligvis have været nævnt i købsaftalen under medfølgende inventar på side 1. På den anden side er der normalt en henvisning i købsaftalen til salgsopstillingen og beskrivelsen, som således udgør en del af købsaftalen, og selv om dette ikke skulle være tilfældet kan I formentlig vinde en retssag om skabene ved at henvise til, at I som en selvfølge havde ret til at forudsætte, at beskrivelsen skulle forstås således, at skabe i soveværelse medfulgte. Hvor i alverden har mægleren ellers nævnt skabene i salgsopstillingen?

Jeg er enig i, at ejendomsmægleren har begået en fejl. Det hører til mæglerens opgaver at sørge for, at der bliver indgået klare aftaler om, hvad der medfølger af løsøre. Sælgerne hæfter for mæglerens fejl. Dette gælder, selv om de ikke har set salgsopstillingen, hvilket også er en fejl fra mægleren.

Jeg håber, at sagen kan løses ved, at I får skabene med, og at sælgerne kan få mægleren til at betale et beløb i erstatning svarende til skabenes værdi. Hvis mæglersalæret f. eks. er på 30.000 kr., kan mægleren blot slå 5-10% af i salæret, og dermed vil sagen være løst.

Jeg går ud fra, at I har en advokat i forbindelse med handelen, og at I kan få denne til at klare problemet.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg