Skal jeg betale for gulvafhøvling ved fraflytning?

Jeg bor i en andelsbolig, som jeg fraflytter pr. 1/5-97. I den forbindelse har bestyrelsesrepresentanter været på inspektion i min lejlighed, og har udfærdiget en "udflytningsrapport". Heri har de krydset af i en at to rubrikker ("I orden" eller "Ikke i orden") for loft, vægge, gulv, etc. for samtlige værelser i lejligheden. Af rapporten, som er underskrevet af bestyrelsesformanden, fremgår det, at samtlige gulve er "i orden", mens der var nogle vægge der skulle males. Væggene har jeg malet.

Det 'underlige' er, at bestyrelsesformanden nu ringer og siger, at den nye andelshaver vil have lejligheden overdraget med nyafhøvlede gulve, og det arbejde skal jeg betale for! På gulvene er der påklistret et gulvtæppe, som også sad på da jeg flyttede ind, for 4 år siden. Gulvtæppet er 4½-5 år gammelt, og nogenlunde pænt.

Er jeg virkelig forpligtet til at betale for fjernelse af gulvtæppet og for efterfølgende gulvafhøvlning?

Best regards,

Svar:

Svaret på dit spørgsmål er NEJ!

Du kan ikke forpligtes til at betale en gulvafhøvling, og du kan henvise til lejelovens § 98 stk. 1, hvor der i sidste del står følgende:

"Det kan ikke pålægges lejeren at bringe det lejede i bedre stand end den, hvori han opvertog det lejede".

Når gulvet var skjult bag et "påklistret gulvtæppe", da du flyttede ind, kan du ikke pålægges at aflevere beboelsen i anden og bedre stand!

Med venlig hilsen

Erik Frodelund