Skal min datter betaler for omkodning af 8 låse i opgangen, fordi hendes nøgle er blevet stjålet, og dækker hendes familieforsikring udgifterne?

Min datter fik stjålet sin taske på en bytur. I tasken lå foruden personlige papirer, kontokort og kontanter også nøglerne til hendes lejlighed.

Forsikringsselskabet ville gerne betale nye nøgler, men boligselskabet, der ejer ejendommen, hvor hun sammen med tre andre deler en lejlighed, vil have hende til at betale for omkodning af låsene i fordørene til hele opgangens lejligheder, for opgangens hoveddør og for yderdøren til kælderen. Der er systemnøgler til opgangens yderdør og lejlighedernes fordøre, og der er en lås uden for systemet til kælderdøren, hvor alle lejere har en kopi af nøglen. Der er 8 lejligheder i opgangen.

Kan udlejeren kræve total omkodning af låsene og udskiftning af alle nøgler, når en lejer mister sine nøgler ved tyveri?

Kan forsikringsselskabet nægte at betale omkodning af systemlåsene og udskiftning af nøglerne? (Det drejer sig om en familieforsikring med indbygget tyveriforsikring).

Svar:

Udlejeren kan kræve en omkodning af låsene og en udskiftning af alle nøgler, når en lejer mister sin nøgle.

En familieforsikring dækker sædvanligvis ikke de afledede virkninger af et nøgletab, fx udgifter til omkodning m.v. af låse i i hel ejendom. En sådan dækning forudsætter i de fleste selskaber, at der er tegnet en tillægsforsikring. 

Selve dækningen skal fremgå af vilkårene for den pågældende forsikring.


Med venlig hilsen

Erik Frodelund

JuraEksperten.dk