Kan jeg siges op fra mit lejemål i stuehus på landet?

Jeg bor til leje, og er blevet sagt op. Jeg mener at opsigelsen ikke er korrekt. Det springende punkt er, hvilken type lejemål jeg har. Jeg vil derfor gerne have hjælp til at afgøre dette.

Jeg bor på en landejendom. Ejendommen har et fritliggende stuehus i hvis stueetage ejeren bor. Jeg bor på første sal, med selvstændig udvendig indgang, og eget køkken og bad. Desuden er der en selvstændig lejlighed i en fløj af avlsbygningerne.

Det drejer sig om: Er lejemålet i et to-familiehus? eller er lejemålet i en ejendom med med mere end to lejemål?

Svar

Uanset om landbrugsejendommen regnes for et to-familiehus eller en "ejendom med flere lejemål", kan ejeren opsige dit lejemål med 6 måneders varsel. Der fremgår af landbrugslovens § 12 stk. 3, som fastslår følgende:

"Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan uanset bestemmelserne i lejelovgivningen... opsiges med 6 måneders varsel, når lejligheden ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet... eller som bopæl for personer, der beskæftiges med ejendommens drift".

Det fremgår i øvrigt også af lejeloven - helt nøjagtigt af § 2 stk. 1 - at den kun gælder, såremt andet ikke fremgår af andre love.

Efter en almindelig lejeretlig vurdering udgør landbrugsejendommen en ejendom med mere end to beboelseslejemål. Men denne vurdering kan du som omtalt ikke bruge til ret meget, da ejeren desværre kan opsige dit lejemål med seks måneders varsel!

Med venlig hilsen

Erik Frodelund