Kan ejerforeningen pålægge de enkelte ejere at optage lån?

Vores bestyrelse vil på generalforsamlingen  om få uger stille forslag om at dække vedligeholdelse m.m. ved at alle optager et kreditforeningslån i hver enkelts ejerlejlighed.

Dette vil de gøre i stedet for at optage et alm. banklån, som så betales via foreningsbidraget.

Kan vi blive pålagt af generalforsamlingen at optage lån i vores private friværdi.?

Hvad nu, hvis der ingen friværdi findes.??

SVAR:

Bestyrelsen/generalforsamlingen kan selvfølgelig vedtage, at hver enkelt ejer blot skal betale sin andel af udgiften ekstraordinært. Om ejeren så vil betale kontant af opsparede midler, eller skal låne i bank eller kreditforening eller andet sted er den enkelte ejers anliggende.

Det er teoretisk set meget enkelt – men som du selv skriver er der et problem, hvis en eller flere af ejerne ikke kan låne i bank eller kreditforening, eller i øvrigt ikke tager initiativ til noget sådant.

Når foreningen skal betale, risikerer den at skulle lægge pengene ud for nogle af ejerne og senere skal have besvær med at indkræve.

Derfor er det blevet almindeligt, at ejerforeninger ved større vedligeholdelsesarbejder optager et fælleslån og med tilbud om, at ejerne kan betale særskilt, eller være med på fælleslånet. Der er dog ofte modstand mod fælleslån - især med solidarisk hæftelse – men det er efter min opfattelse en lidt gammeldags holdning. I øvrigt accepterer mange banker i dag at give sådanne lån uden solidarisk hæftelse.

Med venlig hilsen

Bjørn Lund Hansen

RET&RÅD, Søborg/Gentofte


Hit Counter

23-08-12