Kan ejerforening vedtage, at salg af fællesarealer til tagbolig kræver enstemmighed?

Med virkning fra 2003 blev der indført en ændring til lov om ejerlejligheder, hvorefter beslutning om salg af fællesarealer til indretning af tagboliger kræver 2/3 flertal. 

Normalvedtægten - og også vores og mange andre ejerforeningers vedtægter - havde allerede inden da en tilsvarende bestemmelse, hvorefter salg af fællesarealer kræver 2/3 flertal.

Betyder den nævnte lovændring, at ejerforeninger nu ikke kan indføre en vedtægtsændring, hvorefter der kræves enstemmighed i forbindelse med beslutning om salg af fællesarealer til tagbolig?

SVAR:

Som § 7 A i lov om ejerlejligheder er formuleret, og som det fra lovgivningens side var tiltænkt, mener jeg, at en vedtægtsændring, som kræver enstemmighed ved salg af tagboliger, vil være ugyldig.

Lovteksten siger intet om, at strengere krav kan vedtages individuelt, og det ville i øvrigt være i strid med lovens intention. 

I sidste instans er fortolkning dog et domstolsanliggende.

Med venlig hilsen

Therkildsen Advokater

Advokat Bjørn Lund Hansen