Er der særlige problemer, når 3 studerende deler en lejet lejlighed?

Min 22-årige datter er netop flyttet til Århus for at læse på universitetet. Hun er nu blevet hooked på en tre-værelses lejlighed i city, som hun gerne vil leje sammen med to studiekammerater.

Mit spørgsmål er: Hvordan sikrer min datter og hendes bofæller sig mod unødig uro og økonomiske forviklinger i forbindelse med udskiftning? 

Hensigten er, at de alle tre skal optræde på lejekontrakten og hver især hæfte for egen del af depositum og forudbetalt husleje, men hvordan er den juridiske virkelighed, hvis venskabet går i opløsning?

Hvordan hvis fx én af fremlejer til en dårlig betaler - hvordan med tilbagebetaling af depositum mv.? 

Det er vel de til enhver tid boende lejere, der hæfter for huslejen mm? 

Man bør vel lave nye lejekontrakter ved hver indflytning eller hvad? 

Hvem hæfter til enhver tid i forhold til udlejer?

Hvordan er reglerne for boligstøtte, når de tre lejere ikke har noget indbyrdes familieforhold - og kun hver sin SU at leve af?

Svar

Hvis de tre lejere står på lejekontrakten, hæfter de solidarisk for husleje, depositum, istandsættelse ved fraflytning m.v. Det betyder, at hvis en af lejerne ikke betaler, kan udlejer kræve beløbet hos de to andre - eller eventuelt kun hos en af de andre.

Ligeledes vil det juridisk set være sådan, at hvis en af lejerne flytter, så har lejeren ikke krav på at få sin andel af det indbetalte depositum fra udlejeren. Det skal de andre - eller eventuelt en ny indflytter - betale til den pågældende. Men her vil det være forkert at tilbagebetale hele depositummet, for blev lejemålet i sin helhed sagt op til fraflytning skulle der foretages istandsættelse i forbindelse med fraflytning. Derfor skal de tre lejere være enige om at lave en slags fiktiv fraflytning for at finde ud af, hvad det ville koste istandsættelse, og en tredjedel af dette beløb skal fragå i den fraflyttende lejers depositum.

De tre lejere gør klogt i at aftale nogle indbyrdes regler i en kontrakt, de alle underskriver. Men disse regler gælder ikke i forhold til udlejeren, der frit kan vælge at gå efter en af lejerne, hvis der ikke bliver betalt til tiden m.v.

Lejerne gør ligeledes klogt i at aftale med udlejeren, at hvis en af dem flytter, har de ret til at lade en ny flytte ind, således den nye får sit navn på lejekontrakten, mens den fraflyttendes navn bliver slettet.

Der skal ikke laves nye lejekontrakter ved hver udskiftning. Den oprindelige lejekontrakt fortsætter med at gælde, men nye lejere skal forpligte sig i forhold til det indbuyrdes regelsæt, lejerne aftaler.

En eventuel boligstøtte beregnes ud fra alle tres indtægter, dvs. som en husstand med tre personer.

Med venlig hilsen
 
Erik Frodelund