Hvordan kan jeg få pengene tilbage, hvis jeg betaler 500.000 kr. under bordet for at købe en andelslejlighed?

Jeg har nu søgt desperat efter en andelslejlighed i halvandet år. 

Jeg har fået flere henvendelser, men har takket nej. Grunden er, at de alle vil have ca. en halv million under bordet. Da jeg aldrig selv ville kunne driste mig til at bede om det, ville jeg blive stavnsbundet i en sådan overbetalt lejlighed. Men det er tilsyneladende vilkårene. Hvorfor skulle folk ellers sælge selv - så kan man da bare lade boligforeningen sælge til prisen. 

Mit spørgsmål går på om det er muligt at indgå en handel og så efterfølgende kræve pengene tilbage. Det er jo hamrende ulovligt. Og 500-600 tusinde kan da for pokker ikke betales med kontanter i en kuvert. 

Hvad ville det kræve af bevis? De er jo snedige nok til kun at ringe, så der intet er på skrift.

Venlig hilsen fra en der mener, at andelstanken totalt er gået fløjten under disse vilkår.

Svar:

Jeg vil på det kraftigste fraråde dig at gå ind i en sådan handel med penge under bordet.

Du kan krævede de sorte penge tilbage, men kun hvis du kan bevise, at du har betalt beløbet. Kravet på tilbagebetaling forældes på 6 måneder fra det tidspunkt, hvor du kendte eller burde have kendt dit krav. Forældelse afbrydes ved sagsanlæg.

Sælgeren vil givetvis ikke tage imod en check eller en bankoverførsel på 500.000 kr. Sælgeren vil have pengene i kontanter i en kuvert, og du får naturligvis ikke nogen kvittering, og så kan du ikke bevise, at du har betalt beløbet.

Du kunne teoretisk være forsynet med et skjult kamera, hvor du optog hele det møde, hvorunder betalingen finder sted, men jeg vil ikke tilråde dig at ´forsøge noget sådant. Kameraet kan være i stykker, og det kan tænkes, at du med optagelsen alligevel ikke kan bevise, hvad du har betalt.

Det er besynderligt nok folketingets flertal, der ikke har ønsket at afskaffe muligheden for at betale penge under bordet for andelslejligheder. De kunne blot ved lov gennemføre en lovregel om, at andelslejligheder altid skal sælges via boligforeningens bestyrelse til den gældende maksimalpris til den, der står øverst på en venteliste.

Et sådant forslag har været fremme adskillige gange, men hver gang har flertallet ønsket at bevare muligheden for at betale sorte penge, hvor utroligt det end kan lyde. Man har pr. d. 01.09.2005 gjort det strafbart for sælger at tage imod pengene. Sælger kan straffes med op til 4 måneders fængsel, men når betalingen ikke kan bevises, har en sådan straffebestemmelse ingen effekt.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus