Stigning af husleje efter overtagelse af lejemål.

Jeg har boet sammen med en anden i ½ år. Det har været hende, der har stået for lejekontrakten, men nu da hun skal flytte, er det mig, der skal overtage lejemålet. Hendes depositum skal følge mig, så jeg ikke skal betale depositum.

Nu mener min udlejer, at min husleje godt må stige fra 4929,59 kr. til 6429,59 kr. pr. måned. Der er intet lavet i lejligheden og det ene toilet har ikke virket i 4 måneder trods utallige henvendelser. Jeg er den eneste i ejendommen, der rummer 5 andre
lejemål, der har fået en så markant huslejestigning. Jeg mener derfor ikke, at dette kan være rigtigt.

På forhånd tak

Svar

Når I kun har boet sammen i et halvt år, har du ingen juridisk ret til at fortsætte lejemålet, hvis din samlever står alene på kontrakten. Derfor gør du klogt i at lade være med at protestere med det samme over den voldsomme - og sandsynligvis ulovlige - forhøjelse af lejen.

Sørg for at du får dit navn på lejekontrakten, inden du går videre med huslejen. Bor du i en kommune med boligregulering - og det gør du, hvis der findes huslejenævn i kommunen - kan du gratis få huslejenævnet til at tage stilling til, om din husleje er korrekt beregnet og svarer til "det lejedes værdi". Du skal blot indgive en skriftlig klage.

Bor du ikke i en kommune med boligregulering, kan du skriftligt protestere over lejeforhøjelsen til din udlejer. Og vil han fastholde den, bliver han nødt til at forelægge sit krav for boligretten.

Men under alle omstændigheder, bør du forinden sørge for at få dit navn på lejekontrakten. I modsat fald kan udlejeren nægte at lade dig få lejemålet - og så opnår du jo intet!

Når du først er lejer, kan udlejeren ikke straffe dig for at klage eller protestere. I så fald bor du på lejelovgivningen almindelige vilkår, og der skal ganske særlige grunde til at opsige dit lejemål.

Skulle du have vanskeligt ved selv at udforme en klage til huslejenævnet - eller en protest til din udlejer - kan du bestille linjen "boligklagepakke", som finde under "Formularservice" (under "bolig") - formular nr. 274.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund