Jeg har et spørgsmål vedr. vores træer i vores gård. Der er i alt 5 stk.
I går kom jeg hjem og så til min skræk at samtlige 5 træer i gården var blevet
beskåret på den mest hensynsløse og skræmmende måde. Når jeg ser ud af mit
vindue ligner det resterne af Afghanistan.
Så er det jeg spørger mig selv og jer, om det kan være rigtigt at bestyrelsen
egenhændigt har lov til at foretage så kraftige forandringer af vores
gårdmiljø (og udsigt), uden at rådføre sig med beboerne?
I vores vedtægter står der:
"Til beslutning om væsentlig forandring af fælles bestanddele og tilbehør
eller salg/køb af væsentlige dele af disse eller om ændring i denne vedtægt
kræves dog, at 2/3 af de stemmeberettigede såvel efter antal som efter fordelingstal
stemmer herfor".
Kan jeg henvise til denne paragraf og gøre bestyrelsen opmærksom på
at de er gået ud over deres beføjelser. Kraftig beskæring af træer er vel en
"væsentlig forandring af fælles bestanddele." Det er det i hvert fald
når jeg kikker ud af mit vindue og ser de underlige stumper, som nu er hvad der
er tilbage af vores før så flotte træer.
Jeg vil bedømme det som værende under bestyrelsens almindelige kompetence. Det kan
ikke betegnes som en væsentlig forandring af fælles bestanddele.
Bortset fra det kan du naturligvis altid på en generalforsamling meddele, at du
finder at bestyrelsen har handlet helt uacceptabelt ved at iværksætte dette uden
at forespørge beboerne. Bestyrelsen vil sikkert meddele at den ikke kan rende og
spørge om alt, men at det er underlagt bestyrelsens kompetence. Endvidere at det
var nødvendigt af hensyn til lys og måske frygt for stormskader.
Med venlig hilsen
26-04-2022