Kan vi kræve, at naboen slår sin plæne, inden alle mælkebøtterne går i frø?

Vi bor i et stille villakvarter i en mindre by, hvor vi før havde et godt naboskab til alle sider. Men siden vi for 11 år siden fik ny nabo er der næsten ikke rørt en finger i naboens have. Det betyder at ukrudt, såsom mælkebøtter o.l., har frit spil. Her i forsommeren bliver græsplænen hel gul af mælkebøtter, og der bliver ikke slået græs, for "det er jo så smukt", som de siger.

Nu er mit spørgsmål - Har vi nogen mulighed for at få ham pålagt, i det mindste at klippe græsplænen, inden alle frøene bliver spredt med vinden? 

Svar:

 Jeres nabo har ret til at lade ukrudtet stå højt i sin have, så det kan I desværre ikke forhindre.

Hvis ukrudtet er ved at kvæle hækken, kan I få hegnssynet til at pålægge ham at rense jorden i et bælte på cirka 40 centimeter til fælleshegnet. Men ellers er der ikke rigtig noget at gøre i et tilfælde som dette.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund