Jeg har pr. den 1. juli 1996 indgået et tidsbegrænset lejemål omfattende 2 værelser og bad på i alt 56 m2 i en villa frem til 1.1.98.
Lejekontrakten er indgået som om der er tale om leje af et værelse, men det ene
værelse indeholder en komplet køkkenvæg d.v.s kogeplads afløb og komfur og jeg har
nu forstået, at der er tale om en lejlighed uanset, hvad lejekontrakten foreskriver.
Imidlertid skal jeg ikke benytte lejligheder i et antal måneder og har fået udlejerens
accept på at kunne udlåne/fremleje lejligheden på almindelige vilkår.
Mine spørgsmål er:
1. Når der er tale om et tidsbestemt lejemål, hvor der er aftalt at der ikke skal
ske opsigelse fra nogen af paterne er en sådan aftale gyldig, idet jeg kunne ønske
at fortsætte lejemålet udover 1.1.1998.
2. Betyder det noget i forhold til den oprindelige aftale, at jeg har fremlejet
"værelset" med tre måneders opsigelsesvarsel og kan jeg gøre gældende
3 måneders opsigelse, når der i realiteten i forhold til fremlejer også er tale
om en lejlighed og dermed et længere opsigelsesvarsel.
Venlig hilsen
Jørgen
Lejeloven giver mulighed for at indgå en tidsbegrænset lejeaftale, men der er intet
til hinder for, at den forlænges, hvis du kan få din udlejer til det. Problemet
for din udlejer vil dog være, at han risikerer, tidsbegrænsningen kan tilsidesættes,
såfremt han forlænger aftalen med dig.
Bor du i et område med boligregulering - og det gør du, hvis der er huslejenævn
i kommunen - kan du måske forsøge at få tidsbegrænsningen tilsidesat. Nemlig efter
lov om midlertidig boligregulering § 5 stk. 4, idet "der ikke efter en samlet
bedømmelse må aftales lejevilkår, der er mere byrdefulde for lejeren end de vilkår,
der gælder for andre lejere i ejendommen". Men det forudsætter, at der er flere
lejemål i ejendommen.
Nå det ene af dine to værelser er forsynet med et komplet køkken, så har du lejet
"en lejlighed", selv om den skriftlige aftale omtaler "værelser".
Det "betyder intet i forhold til den oprindelige aftale", dvs. din tidsbegrænsede
lejeaftale, at du har videreudlejet lejligheden. Din lejer får ikke bedre ret end
dig.
Om din lejer har krav på et længere opsigelsesvarsel - i dette tilfælde et år - kan jeg ikke svare på. Men det vil under alle omstændigheder være sådan, at han er forpligtet til at flytte, når din aftale med ejeren udløber, dvs. 1. januar '98. Og hvis han din lejer dermed stilles ringere hvad angår det lovpligtige opsigelsesvarsel, har han kun én mulighed. Nemlig at kræve erstatning hos dig!
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
26-04-2022