I hvilket omfang er en kommune forpligtet til at stille plejehjemsplads til rådighed
for ældre borgere?
Spørgsmålet er foranlediget af to ældre slægtninges aktuelle situation.
Den ene er efter hospitalsophold blevet sendt hjem i egen bolig med støtte i form
af hjemmehjælp. Da vedkommende går og kalder på længst afdøde ægtefælle, kan det
forstås, at løsningen ikke findes forsvarlig.
Den anden, ligeledes enke (87), lider af knogleskørhed og er efter nylig overstået
sygdom blevet meget betænkelig ved at bo i ældrebolig med kun et ugentligt besøg
af hjemmehjælper.
Efter bistandsloven (§ 79) har kommunen pligt til at sørge for døgntilbud - og herunder
plejehjemspladser - til personer som af helbredsmæssige grunde har behov for det.
Derfor har dine slægtninge krav på plejehjemspladser, hvis det ud fra lægelige og
sociale vurderinger bliver fastslået, at "de har behov for det".
Umiddelbart lyder det til, at i hvert fald den "forvirrede" - eller senile?
- slægtning har en akut behov for at få en plejehjemsplads. Og det kan du måske
fremskynde ved at anmode kommunens sociale udvalg om hurtigst muligt at stille en
plejehjemsplads til rådighed, da det - og gerne med en mere konkret begrundelse
- må anses for komplet uforsvarligt at lade vedkommende forblive i sit eget hjem.
Du har krav på en skriftlig begrundelse, som eventuelt kan indbringes for Det Sociale
Ankenævn.(hvis den går dig/jer imod i første ombæring).
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
26-04-2022