Da jeg netop skal til at investere mine sparepenge i en andelslejlighed, har jeg
følgende spørgsmål:
- Kan sælger medtage fx. køleskab og komfur ? , og i bekræftende fald, bør jeg da
ikke kunne kræve, at andelsboligforeningen indsætter tilsvarende inventar ?
- Kan jeg som køber kræve, at gulvene bliver afhøvlet på sælgers/andelsboligfoeningens
regning ? , samt at andelslejligheden overleveres nymalet (hvid) ?
- Kan jeg kræve, at andelsboligforeningen udbedrer eventuelle mangler ?
Tak for en god service !
SVAR:
Medmindre den pågældende andelsboligforenings vedtægter bestemmer andet, er der
ikke krav om, at der skal medfølge køleskab og komfur. Tværtimod bestemmer lom om
andelsboligforeninger i § 5 stk 10, at sælger ikke kan forlange, at inventar og
løsøre skal medfølge, medmindre det er "særligt tilpasset eller installeret".
Som udgangspunkt har du ingen krav på, at lejligheden skal istandsættes inden din
indflytning. Lejligheden vurderes i den stand den er, og derefter må du selv sørge
for istandsættelse for egen regning. I nogle tilfælde ses det dog, at bestyrelsen
inden en indflytning forlanger, at lejligheden sættes i rimelig stand, og specielt
i lovlig stand for så vidt angår el og vand-installationer.
Det er heller ikke foreningen, som skal udbedre mangler, men derimod sælger. Hvis
du ved overdragelsen er bekendt med manglerne, kan du ikke bagefter kræve noget
hos sælger i den forbindelse, så aftalerne skal klarlægges i forbindelse med overdragelsen.
Det forekommer mig, at du tror, at vedligeholdelsesregler i andelsboligforeninger
svarer til, hvad der er gældende i udlejningsejendomme, men det er langt fra tilfældet.
Med venlig hilsen
26-04-2022