Kan jeg få en bestandig brugsret til loftsrummet over min ejerlejlighed?

Jeg bor i en 5. sals ejerlejlighed, hvor jeg har mulighed for at købe brugsretten til det overliggende loftsareal (spidsloft) af ejerforeningen.

Er det muligt at indgå en bindende aftale med ejerforeningen, sådan at brugsretten overdrages til mig for bestandigt?

Jeg har nemlig fået at vide, at en sådan aftale kun kan tinglyses for 30 år (?)

SVAR:

Det er efterhånden blevet almindeligt, at lejlighederne i øverste etage får adgang til at medindrage loftrummet (spidsloftet), forudsat det ikke benyttes af ejerforeningen til f.eks.pulterrum eller tørreloft.

Hvis der skal ske en egentlig overdragelse af ejendomsretten, forudsætter det godkendelse af samtlige ejere i ejerforeningen, da der sker et salg af fællesfaciliteter. Det kræver i så fald også, at der sker en ny matrikulær opmåling, og det kan være, at ejerforeningen kræver at fordelingstal ændres, således at det forøges for din lejlighed.

Det er mere almindeligt, at der sker en overdragelse af brugsretten. Tinglyste bestemmelser herom kan på baggrund af § 16 i udstykningsloven maksimalt have en udstrækning af 30 år. I stedet for et forhøjet fordelingstal, som nævnt ovenfor, kan der i denne situation være vedtaget, at den pågældende ejer betaler en fast afgift (leje) til ejerforeningen.

Husk i øvrigt at sørge for at få godkendelse hos de lokale byggemyndigheder, for det er ikke usædvanligt, at det bestemmes, at arealet over spidsloftet kun må benyttes som opbevaringsrum eller lign., men ikke til beboelse.

Med venlig hilsen

Therkildsen Advokater

Advokat Bjørn Lund Hansen