Vi er en ejerforening, der skriver til jer angående problemer med bordelvirksomhed i vores ejendom.
Ejendommen består af 9 ejerlejligheder, hvoraf den i stueetagen kun må udlejes til
erhverv. Der må ikke overnattes i lejligheden. Ejeren heraf har for nylig udlejet
den til et bordel, hvad vi er meget kede af. Vi har kontaktet politiet, og vil også
anmelde det til Kommunens Bygningsinspektorat.
>
Vi har læst jeres svar angående mulighederne for at få lejerne sat ud derfra. Vores
spørgsmål er nu følgende:
1. Har man mulighed for at ændre foreningens vedtægter, sådan at der i disse står at bordelvirksomhed i ejendommen ikke er tilladt?
2. Er der mulighed for at få tinglyst en lignende tilføjelse til skøderne? Vi tænker her på vores muligheder for at forhindre salg af lejligheden til bordeldrivende.
3. Er det ulovligt at notere de besøgendes bilnumre?
4. Er det ulovligt at offentliggøre disse for eksempel i en annonce i en avis eller på internettet ?
5. Den herre der står som lejer af lejligheden, har oplyst, at de tre asiatiske piger, der arbejder der, arbejder på skift. De er der døgnet rundt, og altså også om natten. Vil dette blive betragtet som overnatning i lejligheden? Dette er i følge vores skøder ikke tilladt.
SVAR:
Jeres muligheder for som ejerforening at gribe ind er meget begrænsede, og især
hvis der ikke på forhånd i vedtægterne er noget, som forhindrer uønsket virksomhed
som f.eks. bordel.
Til de forskellige spørgsmål vil jeg svare følgende:
1: Rent teoretisk vil en generalforsamlingsbeslutning om at forbyde bordelvirksomhed
være en indskrænkning i den ene erhvervs-ejerlejligheds muligheder. En sådan beslutning
er kun gyldig, hvis alle tiltræder, og især den eller de lejligheder som bliver
berørt skal tiltræde. Ellers er beslutningen ikke gyldig - uanset majoritet på generalforsamlingen.
2. Ejerforeningen kan ikke få tilføjet vilkår i de tinglyste skøder, idet det på
tilsvarende vis vil være en indskrænkning i ejendomsretten.
3. Jeg ser ikke noget ulovligt i at notere de besøgendes bilnumre, men dog heller
ikke noget formål dermed. Numrene i sig selv er uden betydning, og oplysning om
ejer gives af motorkontorerne til private kun, hvis der er et relevant formål med
at få viden om ejer, f.eks efter en påkørsel.
4. Det vil helt klart være ulovligt, hvis numrene på de pågældende biler offentliggøres
af ejerforeningen. Det vil være en overtrædelse af straffelovens § 264d om offentliggørelse
af private forhold. Også bestemmelserne om injurier kan komme på tale, for I kan
jo ikke vide om den besøgende var ejer af bilen, eller blot en der havde lånt bilen
eller var bruger af denne.
5. Det forhold at de pågældende piger er i lejligheden om natten, kan ikke betragtes
som overnatning. Det forudsætter, at de pågældende er tilmeldt på adressen med bolig,
og det er de sikkert ikke.
6. Selvom lejligheden er registreret til erhverv, er der intet som forhindrer at
der er indrettet bad og køkken i lejligheden. Indretning af bad og køkken skal dog
være godkendt af bygningsmyndigheden.
Umiddelbart mener jeg ikke at ejerforeningen har store muligheder for at gribe ind
- i det mindste ikke gennem ændring af vedtægter eller husorden. I bør nok undersøge
om der er en lokalplan, som omtaler erhvervsmulighederne, men den udtaler dog næppe
noget om bordelvirksomhed eller lignende. Tilbage er vist blot af at henlede politi
(evt. fremmedpolitiet) og Skat & Told på forholdet.
Med venlig hilsen
26-04-2022