Kan jeg opsige støjende lejer af værelse?

Jeg skriver for at forespørge jer om mine muligheder, som udlejer af et værelse, for at opsige lejeren hurtigst muligt.

Han har gentagne gange fået både mundtlige og skriftlige henvendelser fra mig om at dæmpe sig.

Han spiller meget højt musik og er i det hele taget meget larmende. Der er næsten altid flere besøgende som også er temmelig larmende.

Problemerne opstår vel også her i løbet af sommermånederne, hvor hans vindue står åbent og musikken "flyder" ud til - kunne jeg forstille mig - stor irritation for både mig og mine naboer. Det skal lige tilføjes, at der bor yderligere en lejer, som også føler sig meget genert af den høje "heavy" musik.

Det er ikke på noget bestemt tidspunkt, musikken spiller næsten døgnet rundt.

SVAR:

Du har ret til at opsige din værelseslejer med en måneds varsel, så lejemålet ophører med udgangen af en måned.

Opsiger du fx din lejer i morgen eller den sidste dag i august, ophører lejemålet med udgangen af september.

Din ret til at opsige lejeren med en måneds varsel fremgår af lejelovens § 82 litra a og § 86 stk. 1 sidste pkt.

Sørg for at lejeren kvitterer for modtagelsen af opsigelsen, og hvis lejeren nægter det, så send opsigelsen i et anbefalet brev, som du - af bevismæssige grunde - beholder en kopi af. Du behøver ikke at angive nogen begrundelse.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund