Er sælger ansvarlig for manglende vådrumssikring?

Vi købte for 3 år siden vores hus. Der var ikke udarbejdet tilstandsrapport.

Der har ikke været nogen problemer før nu. Vi skal i gang med at modernisere vort badeværelse, og da jeg begynder at pille trævæggene ned, ser jeg at der ikke er nogen vådrumssikring. Træet er sat direkte op på skillerum.

Huset er bygget i 1980 og jeg er lidt i tvivl om, hvilke regler der var dengang. Så vidt jeg kan se i det daværende bygningsreglement skulle der være vandtætte beklædninger.

Såfremt baderummet ikke opfylder kravene fra byggetidspunktet, kan sælger så gøres ansvarlig for udbedring?

SVAR:

Hvis der ikke er oplyst noget i forbindelse med handelen, der burde medføre, at du var advaret, kan du måske rejse krav mod sælger eller den håndværker, der har lavet et ulovligt arbejde.

Hvis sælger har lavet badeværelset som selvbygger er han ansvarlig for lovligheden. Det samme gælder, hvis sælger vidste eller burde vide, at badeværelses ikke var udført i overensstemmelse med bygningsreglementet.

Hvis sælger ikke er erstatningsansvarlig, kan der måske blive tale om forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis det koster 8 - 10% af købesummen at reparere skaden.

Pas på du ikke fjerner alle beviser før overvejelserne er gjort færdige.

Jeg vil foreslå, at du kontakter den nærmeste Ret & Råd advokat.

Tag handelsdokumenterne, forsikringspolice for ejendommen, overslag over reparationsudgift, og nyeste årsopgørelse med.

Med venlig hilsen

Advokat Stig Holdgaard,

Ret & Råd, Tommerup

rrlogofa.gif (7078 bytes)