Skal man tabe penge på at fremleje sin lejlighed?

Jeg har en andelslejlighed i København, som jeg gerne vil fremleje, idet jeg skal flytte til Århus, i hvert fald for en tid. Mit spørgsmål går på, hvor meget jeg  må tage i husleje af en fremlejer.

Grunden til dette spørgsmål er egentlig, at jeg har læst et svar, som I har givet en fremlejer angående hans husleje. Deri skriver I, at man ikke må tage mere i husleje af en lejer end man selv skal betale. Men jeg går ud fra, at min indkomst hæves med et tilsvarende beløb, som lejeren betaler, og på den måde kommer jeg til  at svare mere i skat, end hvis jeg selv havde boet der. Det forekommer mig derfor ganske urimeligt, at man skal tabe penge på at fremleje sin lejlighed...?!

SVAR:

Jeg går ud fra, at du har undersøgt, om du ifølge vedtægterne i det hele taget må fremleje din andelslejlighed.

Du må tage en husleje, der svarer til "det lejedes værdi", dvs. hvad lejligheder af tilsvarende størrelse, kvalitet og beliggenhed koster i leje pr. måned.

Jeg kan ikke vurdere, hvad lejen kan være, når jeg ikke kender lejligheden. Men beregner du dig en husleje på det beløb, du selv betaler, plus en almindelig forrentning på det beløb, du har givet for andelen, vil det måske holde sig inden for "det lejedes værdi", dvs. den øvre grænse efter leje- og boligreguleringsloven.

Betaler du fx 2.500 kr. i boligafgift pr. måned og har du betalt 200.000 kr. for din andel, vil udlejningen ikke give dig noget tab, såfremt du får en husleje på ca. 3.500 kr. Men om dette beløb overstiger "det lejedes værdi", kan kun huslejenævn og boligret afgøre.

Du risikerer at komme galt af sted som udlejer, såfremt du forlanger et højere beløb (ud fra det angivne regnestykke).

Det er korrekt, at du skal beskattes af fremlejeindtægten, men du kan fratrække din egen boligafgift, således at det kun er differencen, som er skattepligtig indkomst

Med venlig hilsen

Erik Frodelund