Jeg har fremlejet en lejlighed for to år af den kvinde som 'har' lejemålet på lejligheden. Dette sker med ejerens vidende og accept.
Mit spørgsmål:
Der er installeret el-vandvarmere i køkken og badeværelse. Den ene er nu blevet utæt og i den anden er termostaten gået i stykker sådan at vandet til sidst koger over og sprutter ud af hanen.
Hvem skal betale for reparationen?
Det skal din udlejer - dvs. den kvindelige lejer - men hun kan vælte kravet over på sin udlejer, dvs. ejendommens ejer.
Eller svaret på anden vis, så skal du henvende dig til din udlejer og kræve el-vandvarmeren repareret. Skriv eventuelt at du har krav på et forholdsmæssigt afslag i din husleje, så længe den pågældende mangel forringer dit lejemåls værdi. Det har du nemlig - og det kan måske sætte ekstra gang i sagerne.
Hvis du vil sikre dig bevis for, at du har fremsat de omtalte krav, skal du sende brevet anbefalet og beholde en kopi af det.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
26-04-2022