Må vi bo i en campingvogn på egen grund?

Vi har købt en grund i en større udstykning og ønsker nu at vide, om vi må placere en campingvogn på grunden, mens huset bygges.

Vi har overtaget grunden den 1. december 1997. Den 15. marts 1998 forventes råhuset at stå klar, hvorefter vi selv skal sørge for færdiggørelse af det indvendige i løbet af to måneder.

Vi har solgt vores nuværende hus pr. 1. april 1998 og vil derfor have ca. to måneder uden tag over hovedet.

- Må vi bo i en campingvogn på grunden?

- Kan vi have adresse dér, eller skal vi midlertidigt have adresse et andet sted?

- Hvis vi ikke kan bo/have adresse på grunden, vil vi være nødt til at flytte til en anden kommune. Skal vi så skifte læge, have nyt sygesikringsbevis o.s.v. for den korte periode?

Tak for en god internetside og en formidabel service.

Svar:

Umiddelbart kan jeg ikke se nogen forhindringer for, at I bor et par måneder i en campingvogn på jeres egen grund, og jeg kender heller ingen juridiske forhindringer for, at I har jeres folkeregisteradresse på stedet.

Efter loven om folkeregistrering skal "bolig forstås som det sted, hvor man regelmæssigt sover...". Og hvis I sover i en campingvogn, mens huset færdigbygges, så er det i denne relation jeres bolig - og dermed jeres folkeregisteradresse!

Personligt har jeg en del bekendte, der har boet i campingvogn, mens deres huse blev bygget eller renoveret.

Prøv eventuelt at spørge kommunens tekniske forvaltning, om der efter lokalplanen for området er noget til hinder for en sådan midlertidig camping-bolig.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund