Hvordan opløses sameje med min søster om sommerhus?

Jeg har for nogle år siden arvet et sommerhus fra mine forældre sammen med min søster.

Nu ønsker min søster imidlertid at komme ud af partnerskabet og sælge.

Enten til mig eller sælge huset.

Jeg vil gerne vide, hvorledes de juridiske aspekter tegner sig i den forbindelse?!

Hvorledes fastsættes prisen ?

Er jeg tvunget til at sælge ?

Hvem betaler omkostninger for salg af huset ?

Svar:

I bør få sommerhuset vurderet af en eller to mæglere uafhængigt af hinanden.

Når friværdien kendes, kan du beslutte, om du vil købe din søsters halvdel til et beløb, der svarer til, hvad hun netto ville få ud af salget - dvs. halvdelen af friværdien efter tænkte handelsomkostninger ved et samlet salg. Så er hun jo stillet nøjagtigt på samme måde, som hvis det var blevet solgt.

Hun kan ikke tvinge dig til et samlet salg ved en ejendomsmægler. Hvis I ikke kan blive enige herom, kan hun kun kræve samejet opløst ved en frivillig auktion over huset afholdt gennem fogedretten. Her kan I begge selv byde.

Hvis I bliver enige om dit køb af hendes halvdel af huset, bør I også huske at få en klar aftale om, hvem der skal betale udgifterne. Hvis I beregner prisen som anført overfor, dvs. med fradrag af alle tænkte handelsudgifter, vil det være rimeligt, om du tilbyder at betale både tinglysningsafgiften, som udgør 1.400 kr plus 0,6% af købesummen, og advokatomkostningerne for at gennemføre overdragelsen.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

23-08-12