Etablering af antenneforening

Jeg har et spørgsmål vedrørende etablering af en antenneforening, som skal forsyne en rækkehusbebyggelse med kabel-tv (en gade bestående af byggeforeningshuse i København).

Lovgivningen kræver, at et antenneanlæg skal være forberedt til at forsyne samtlige husstande. Men kun lidt under halvdelen af beboerne er interesseret i en tilslutning. Forsyning med tv-signaler kræver, at der skal trækkes kabler fra hus til hus fra den ene ende af gaden til den anden. I begge sider af gaden. Husene er i tre etager til boligformål samt kælder og loft. Den løsning, der er billigst, indebærer, at der skal trækket kabler på facaden af husene bagtil. Samtidig skal der i skellet for hvert andet hus monteres en lille boks, som kan forsyne hvert hus med signaler.

Nu har foreløbig en husstand meddelt, at man ikke ønsker kabler på facaden. Man vil simpelthen stritte imod med alle kræfter. Kablerne vil man have op på loftet. Andre beboere, som har indrettet loftet til beboelse, ønsker ikke kabler på loftet.

Spørgsmålet til jer er, om flertallet af beboerne kan pålægges betydelige ekstraomkostninger af en enkelt eller to husstande, der stiller fordyrende krav til anlæggets udformning (for at opfylde alle ønsker skal kablerne måske nogle gange trækkes på lofterne og andre gange på facaderne).

Desuden vil de to enderækkehuse i den ene ende af gaden få lidt større ulemper. Et antenneanlæg kræver sandsynligvis, at der skal sidde en strømforsyning hos dem. Hvilke krav kan disse husstande stille til kabelføring og andre installationer. Selvfølgelig skal der betales for el-forbrug.

Hvad siger loven til alle disse forviklinger?

Antenneanlægget skal blandt andet forsyne bebyggelsen med tv-signaler fra den nye tv-kanal fra Danmarks Radio. Vi må vist slet ikke sætte en parabolop i vores bebyggelse, hvor der eksisterer en særlig stærk lokalplan. Så vidt jeg husker kaldes en sådan lokalplan for en bevarende lokalplan.

Afgørende for tilslutningen til antenneprojektet er anlægsudgifterne. Bliver anlægsudgifterne for store, er der en del beboere, som ikke vil være med. Så falder projektet bort. Sidste gang, vi forsøgte at etablere en antenneforening for tre år siden, faldt projektet på prisen.

Hvad kan man gøre ved situationen?


P.S. Jeg ved, at jeg spørger om meget. Jeg er fuld af forståelse for, hvis tiden ikke rækker til at besvare min henvendelse. Men nu prøver jeg altså, fordi jeg har fundet jeres service på Internettet. Jeg har læst en del af de anonymiserede besvarelser, og de er gode at få forstand af.


 Svar

Uf - for en række spørgsmål!

Jeg har aldrig tidligere kigget i den del af dansk lovgivning, og desværre besvarer paragrafferne ikke dine spørgsmål.

Efter lov og bekendtgørelse skal antenneforeningen sørge for at indhente alle de nødvendige godkendelser, fx til gravearbejde hos kommunen. Derfor vil jeg foreslå, at du spørger kommunens tekniske forvaltning, og herfra vil svaret sandsynligvis lyde: "Hver enkelt husejer kan stille krav om, at kablerne skal anbringes, så de ikke er til ulempe for ejendommen" (jf. hvad der gælder, når en lejer selv ønsker at opsætte en antenne i en udlejningsejendom).

Ligeledes kan I sandsynligvis kun via forhandlinger med grundejerne få placeret de omtalte strømforsynings-bokse.

Men ellers må jeg beklage. Svarene på dine spørgsmål findes ikke i min ellers omfattende juridiske litteratur, herunder Karnovs Lovsamling.

Hvis der blandt vore læsere måtte være nogen, som kan besvare de rejste spørgsmål, vil vi være taknemmelige med at høre fra de pågældende.


Med venlig hilsen

Erik Frodelund 

PS: Du kunne også forelægge dit spørgsmål for boligministeriet.


Martin Gormsen har sendt os følgende:

Jeg kan ikke svare præcis på spørgsmålene, men det kan "Forenede Danske Antenneanlæg", Vesterbro 21, Nykøbing Sj. tlf. 59 91 28 95, der mig bekendt bl.a. yder rådgivning vedrørende etablering af fællesantenneforeninger.