Skal foreningens pantegæld optages til kursværdi?

Vi agter at sælge vores andel i en andelsforening. Andelsværdien er opgjort efter metode 5 a i loven om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, dvs. anskaffelsesprisen minus prioritetsgæld. Gælden til kreditforeningen består i et konvertiblet 10% kontantlån. Kursen på 10% obligationer er nu over 100, men da obligationerne er konvertible, bør de vel kunne indfries til kurs 100. Skal kursværdien af obligationsrestgælden på den baggrund beregnes ud fra kurs 100?

Svar:

Det følger direkte af lov om andelsboligforeninger § 5, stk. 4, at man ved opgørelse af foreningens formue efter stk. 2 a, dvs anskaffelsesprisen, skal fratrække prioritetsgælden opgjort til pantebrevsrestgælden.

Jeg læser loven således, at gælden blot skal fratrækkes med det pålydende beløb, dvs. kurs 100, uanset om kursværdien er højere. Jeg er i øvrigt enig i, at kursværdien på konvertible lån maksimalt er kurs 100, men dette er der ikke taget stilling til i loven

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg