Køb af ejerlejlighed med vandskade på badeværelsesloft.

Jeg har i sinde at købe en ejerlejlighed. Det viser sig, at der er vandskade i loftet på badeværelset. Hvordan skal man forholde sig?

Det drejer sig om en vandskade opstået ved renovering af badeværelsesloft. Ejendomsmægleren oplyste, at det enten var VVS firmaet eller ejerforeningen, der skal udbedre skaden.

Venlig hilsen

Torben

Svar:

Du bør ikke nøjes med ejendomsmæglerens løse forklaringer om, hvem der skal betale.

Du bør sørge for, at der i købsaftalen bliver skrevet, at sælgeren sørger for udbedring af skaden senest en bestemt dato, og at der af købesummen tilbageholdes et beløb svarende til de anslåede udbedringsomkostninger på en spærret konto, indtil sælger har opfyldt sin forpligtelse.

Sælger må så selv finde ud af at få løst problemet med, hvem der eventuelt skal refundere sælgeren udgifterne.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg