Et ungt par har lejet en lejlighed, og naturligvis overholdt alle deres forpligtelser,
med hensyn til betaling os.v..
Efter en periode, har udlejeren besluttet, at der skal udbedres diverse skader på
bygningen. I dette tilfælde er det taget, der skal repareres.
Desværre viser det sig, at tildækningen under reparationen ikke har været tilstrækkelig,
og det afstedkommer at lejernes indbo bliver beskadiget i alvorlig grad.
Lejeren har ikke fået deres forsikringsforhold helt i orden, og deres indbo-forsikring
er ikke trådt i kraft.
Spørgsmålet er, om ikke udlejer så er forsikringsansvarlig i dette tilfælde, eller
skal have en forsikring , som dækker i dette tilfælde.
Med venlig hilsen
T. P.
Give
Ifølge lejelovens § 13 er udlejeren erstatningsansvarlig over for lejerne, hvis
det lejede lider skade som følge af udlejerens forsømmelse.
Jeg vil umiddelbart tro, at lejerne kan kræve skaderne erstattet af det firma, som
udførte tag reparationen, da dette firma burde have sørget for forsvarlig tildækning
under raperationen af taget.
Udlejeren har derimod næppe noget ansvar for fejl begået af det pågældende firma,
men er alene ansvarlig, hvis der også foreligger forsømmelse fra udlejers side.
Der er mig bekendt ikke forsikringspligt i dette tilfælde. Det er derimod sandsynligt,
at udlejeren eller reparationsfirmaet har tegnet en ansvarsforsikring, og i så fald
kan lejerne rejse direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, forudsat at der
foreligger et erstatningsansvar.
Hvis udlejeren eller reparationsfirmaet er erstatningsansvarlige, hæfter de for
skaderne, også selv om der ikke er tegnet en forsikring.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
26-04-2022