I juli 96 købte jeg en mobiltelefon med et års garanti. I april i år opstod en fejl som var dækket af forsikringen, og som sælger udbedrede.
Efter garanti periodens udløb - i august i år - opstod præcis det samme problem igen, men denne gang afviser sælger at der er tale om en fejl dækket af garantien, hvilket undrer mig da reparationen, efter min mening, ikke er udført tilfredsstillende.
Har sælger ret i sin påstand, eller bliver garantiperioden forlænget, hvis der har været en fejl, for så vidt angår denne fejl ?
SVAR:
Sælgeren har ikke ret, for der løber en ny et-årig frist, men kun hvad angår den mangel, der forgæves er forsøgt udbedret.
Du har derfor fuldstændig ret i, at reparationen ikke er udført tilfredsstillende, og derfor er sælgeren forpligtet til at udbedre mangelen endnu en gang.
Send eventuelt sælgeren et anbefalet brev, som du af bevismæssige grunde beholder en kopi af, og hvor kræver, at sælgeren udbedrer mangelen, jf. købelovens § 83, da der ikke er forløbet et år inden den reparerede salgsgenstand blev overleveret til dig.
Anmod om et skriftligt svar, da du agter at forfølge sagen, fordi du mundtligt er blevet afvist i første ombæring.
Hvis sælgeren fortsat nægter at udbedre mangelen ved din mobiltelefon, er du velkommen tilbage her i brevkassen.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund