I vores hus har vi fået lagt to trægulve på, som ikke ligger jævnt. Det er simpelthen dårligt håndværk. Tømreren har boret gennem vægge etc. Vi har gjort opmærksom på det. Det andet de har lavet er OK, men gulvene er iflg. alle dem vi viser det til - som samtidig har forstand på det - en katastrofe.
Vi har fået regningen på 32.000- for det hele, men jeg skrev et længere klagebrev med alle punkterne, som jeg ikke har remset op her her (der er nemlig flere) inden reklamationsfristen på 8 dage (iflg. fakturaen), hvor jeg foreslår, at vi får prisen sat ned eller de lægger et nyt gulv. Jeg har ikke hørt fra dem siden. Jeg klagede også før regningen kom. Det er 3 uger siden. Ok, der har været ferie.
Det tog dem i øvrigt urimelig lang tid at lægge to gulve, sætte to vinduer og ordne 3 dørtrin: 3 måneder, fordi de kun kom indimellem.
Hvordan skal vi egentlig forholde os? Hvad kan vi gøre af indsigelser?
Hvad nu, hvis han mener at deres arbejde er OK, hvem kan vi så få hjælp fra?
Vi vil blive meget glade for et svar.
SVAR:
Efter det oplyste gør du klogt i straks at sende det pågældende firma endnu et brev, hvor du henviser til dit tidligere brev af... (den pågældende dato), og spørger, hvornår du kan forvente en reaktion. MEN send brevet anbefalet og behold en kopi af det - af bevismæssige grunde!
Skriv tillige i det anbefalede brev, at du holder det beløb tilbage, som det vil koste at udbedre de konstaterede fejl og mangler, hvorfor du kun indbetaler det resterende beløb, dvs. forskellen mellem de 32.000 kr. og den skønnede efterreparationsudgift.
Endelig kan du tilføje, at såfremte fejlene og manglerne ikke er udbedret inden (fx) tre uger fra dags dato, vil manglerne blive udbedret af et andet firma, men for det oprindelige firmas regning.
Du kan klage til Forbrugerklagenævnet over dårlig udført håndværk, men ikke når regningen er over 24.000 kr. Jeg ved ikke, om man kan skille de enkelte arbejder fra hinanden og dermed få mulighed for at klage, men det kan du selv tjekke ved at tage en snak med nævnet. Adresse m.v. kan du finde på emne nr. 171.
I modsat fald er der kun en retssag, hvor der udmeldes en syn- og skønsmand, som kommer med sin vurdering af arbejdets kvalitet. Men prøv i første ombæring at få en fornuftig ordning med det firma, der har lagt gulvene, for det vil være langt det bedste.
Skulle sagen ende ved domstolene, kan du benytte den retshjælpsdækning, der er en del af din husforsikring, til at mindske dine omkostninger. Det kan du læse mere om på emne nr. 165.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund