Kan jeg få ulovligt gebyr til universitet tilbage?

I september måned 1991 påbegyndte jeg en uddannelse ved Århus Universitet. Inden studiestart blev jeg opkrævet et depositum på 500 kr. fra Undervisningsministeriet. Senere viste det sig at denne opkrævning var ulovlig, men depositummet blev ikke tilbagebetalt. Spørgsmålet lyder nu, om jeg kan få dette depositum udbetalt, selvom jeg skiftede studie i september måned 1992, og hvordan skal jeg i bekræftende fald gøre?

SVAR:

Hvis der er forløbet mere end fem år fra det viste sig, at beløbet var opkrævet uden hjemmel - eller at opkrævning var "ulovlig", som du skriver - så er dit krav forældet.

Ligeledes er det muligt, du har forsplidt din ret til at kræve pengene tilbagebetalt, fordi du intet har foretaget dig i lang tid, dvs. kravet er tabt på grund af passivitet. Men det kan jeg ikke vurdere på baggrund af dine oplysninger.

Send eventuelt universitetet et anbefalet brev, hvor du forlanger at få det ulovligt opkrævede depositum på 500 kr. tilbagebetalt. Vedlæg kopi af din kvittering og se, hvad der sker. I denne sag kan du aldrig få mindre, end hvad du får ved ikke at foretage dig noget.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

Vi har modtaget følgende kommentar fra en læser:

Spørgeren har desværre ikke ret, når han hævder at gebyret er blevet ulovligt opkrævet ("desværre" fordi, jeg selv blev fanget i samme fælde).

Gebyret, der skal tilbagebetales når studiet er færdiggjort, blev efter  lov opkrævet i 1991, fordi man mente at det ville afholde folk fra at  springe fra studiet eller skifte studieretning. (som om 500 kr. skulle gøre en forskel, når folk skal bestemme sig for  hvad de vil beskæftige sig med resten af livet... nå, tilbage til  sagen...)

Loven blev ophævet allerede senere samme år, men der er intet  lovstridigt i at de som startede på deres studier i 1991 og senere droppede dette studie fik ikke refunderet deres penge.

Der er altså ikke tale om et ulovligt gebyr, og jeg ved at de som i mellemtiden har afsluttet deres studier har fået refunderet deres penge.