Mit spørgsmål gå på, om en kreditforening kan forlange at få indfriet et gældsbeløb, som er fremkommet efter en tvangsauktion i 1989.
Kreditforeningen gør først 4/6-97 opmærksom på, at jeg har en gældspost til dem fra denne dato.
I 1992 fik jeg sammen med min daværende kone en gældssanering som følge af store gældsposter efter hendes fosøg på at etablere en kiosk.
Da vi ikke havde hørt fra kreditforeningen i forbindelse med søgningen af gældssaneingen, forventede vi naturligvis ikke, at der havde været noget tab.
Kan de gøre krav efter gældssaneringsdatoen ?
Eller skal jeg bare betale ?
Eller skal jeg lade den advokat, der kørte sagen den gang, tage sig af den. ?
SVAR:
Kravet fra kreditforeningen er ikke forældet. Det er derimod muligvis ikke opgjort korrekt, da du jo skal godskrives provenuet ved videresalg af ejendommen. Renter, der er mere end 5 år gamle, er forældede.
Kreditforeningens krav er omfattet af gældssaneringen fra 1992. Dette følger af konkurslovens § 226, stk. 2, som lyder således:
Gældssaneringskendelsen er bindende også for fordringshavere, der ikke har meldt sig. Kendelsen befrier skyldneren for den del af en før gældssaneringssagens indledning, jf. dog § 199, stk. 1, 2. pkt., stiftet gæld, som bortfalder ved kendelsen, såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der hæfter for gælden.
Hvis gældssaneringen gik ud på, at samtlige krav bortfaldt, er kreditforeningens krav også bortfaldet.
Hvis gældssaneringen gik ud på, at du skulle betale f. eks. 5% i dividende, kan du også nøjes med at betale kreditforningen 5%. Hvis du ikke har mulighed for at betale dividenden på een gang, kan du eventuelt få ændret afdragsbetingelserne. Dette kan ske under en genoptagelse af sagen ifølge konkurslovens § 228, stk. 1, der lyder således:
Når ganske særlige hensyn til skyldneren taler derfor, kan skifteretten på begæring genoptage gældssaneringssagen med henblik på ændring af gældssaneringskendelsens henstands- og afdragsbestemmelser.
Det vil være en god ide, at du retter henvendelse til den advokat, der bistod dig med gældssaneringen.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg