Jeg fik et godt tilbud om køb af noget hardware på Internet. Nogle folk reklamerede for det på en homepage. Hvis man skrev til dem, fik man en prisliste tilsendt, hvilket jeg gjorde. Der var både billige og dyre ting, men betalingen var så mistænkelig, at jeg nøjedes med en billig ting. Man skulle sende pengene i form af dollars sammen med en bestillingsseddel til en P.O. box i Canada. Jeg sendte pengene (ca. 500 kr.) anbefalet, så jeg fik en kvitering, hvor der også stod værdien af det afsendte.
Jeg har selvfølgelig ikke fået svar, og der er efterhånden gået en del måneder. Mine spørgsmål er så:
Hvad og hvormeget kan jeg gøre?
Kan jeg bruge det til noget, at jeg sendte det anbefalet?
Hvad er en P.O. box?
Hvordan er lovgivningen, når man som dansker køber i Canada eller andre lande?
Hvis det canadiske firma ikke har en egentlig forretningsadresse i Danmark, bliver du nødt til at stævne det i Canada - og det vil være temmelig håbløst, når det drejer sig om et krav på 500 kr.
Jeg kan desværre kun give dig et råd. Nemlig lad være med at købe ting i udlandet, medmindre du kan få dem tilsendt pr. efterkrav. I modsat fald løber du en gevaldig risiko for at miste din ydelse, dvs. dine penge.
Du kan naturligvis melde det canadiske firma til det canadiske kriminalpoliti. Det kan jo være, at du kun er et ud af mange ofre for firmaets svindel.
En P.O Box er blot en postboks.
Der findes en lov om internationale køb. Denne finder imidlertid ikke anvendelse på forbrugerkøb
Med venlig hilsen
Erik Frodelund