Erstatning efter vandskade ved højtryksspuling.

Mine forældre ønskede at få taget på deres 1 etage-hus renset og malet sidste år i september  og kontaktede derfor et tagfirma, der gav et tilbud på rensning med højtryksspuler og maling til i alt 20.000 kr.

Man anvendte vand til højtryksspuleren, der trængte ind under taget og videre ud på gulv på førsteetagen og ned på lofterne i stuen. Arbejdet blev stoppet, da min mor løb ud til håndværkerne og fortalte dem om vandet inde i huset, hvortil den ene skulle have udbrudt, at "det var da godt de var forsikret".

I tiden efter forsøgte min far flere gange at få firmaet til at komme og besigtige skaderne, ligesom hans eget forsikringsselskab blev underrettet. Sidstnævnte ville dog ikke behandle sagen, da det ikke vedkom dem, men firmaets forsikring.

Skaderne er dels de synlige (ødelagte gulvtæpper m.v.) samt de skader man må forvente er opstået, men som ikke er umiddelbart synlige (ødelagt isolering p.g.a. vand, elinstallationer m.v.). Taget mangler selvsagt færdiggørelse, men som firmaet udtaler, så har de desværre ikke haft tid til at gøre det færdigt.

Alt i alt synes jeg, at firmaet blot vil trække tiden ud.

Hvordan skal vi tackle sagen nu?

Vi har sendt breve til firmaet og rykket for svar.

Der har været en skønsmand (!) ude og se de synlige skader - men ikke de skjulte - og mere er der ikke sket.

Firmaet er vel den professionelle part, som burde have indset at taget måske ikke kunne holde tæt, eller have sørget for afdækning eller lignende.

I dag venter vi blot på handling, men skaden er sket, og måske får de allerede opståede skader følgevirkninger i form af yderligere beskadigelse af konstruktion etc. - men er det ikke passivitet fra vor side - og i så fald - hvilken betydning får det for vort erstatningskrav samt hvordan kan vi få løst denne stilstand?

SVAR:

Da tagfirmaet tilsyneladende trækker sagen i langdrag, bør dine forældre efter min opfattelse snarest søge advokatbistand til at få skaderne gjort op. Det skal naturligvis undersøges, om der er risiko for følgeskader, og der skal under alle omstændigheder tages forbehold om yderligere erstatning, hvis der viser sig at komme flere skader

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg