Fortsætter mit 3 måneders avisabonnement automatisk?

Når man har bestilt et 3 måneders abonnement på en avis, har avisen så ret til at fortsætte abonnementet udover de 3 måneder og opkræve penge herfor? Som abonnent har jeg ikke tilkendegivet, at jeg ønsker at fortsætte med abonnementet udover de 3 måneder. Avisen har ved begyndelsen af det oprindelige 3 måneders abonnement meddelt skriftligt, at abonnementet fortsætter indtil det opsiges.

SVAR:

Hvis det i forbindelse med tegningen af abonnementet var et vilkår, at det fortsætter, indtil det opsiges, så er svaret "ja". Avisen har ret til at lade abonnementet fortsætte og opkræve penge herfor.

Det er et ganske almindeligt handelsvilkår - eller salgstrick om du vil - og prøv engang at bladre et af de såkaldte kuponhæfter igennem. Her kan du stort set gratis få tilsendt alskens bøger, tidsskrifter, aviser m.v., og i vilkårene står: "Abonnementet fortsætter, indtil det opsiges".

Med venlig hilsen

Erik Frodelund