Skal jeg finde mig i TV1000 i mono fra Stofa?

Jeg er i øjeblikket tilsluttet Aalborg-Nørresundby antenneforening, som drives af Stofa A/S. Gennem Stofa har jeg tegnet et abonnement på filmkanalen TV1000.

Problement er nu at stereo lyden på TV1000 falder ud med jævne mellemrum, hvilket er til stor gene.

Jeg har siden abonnementet blev tegnet i marts 1994 haft kontakt med Stofa om fejlen og de har prøvet at afhjælpe fejlen dog uden held. Nu siger de så at de ikke kan gøre mere, og at jeg enten må leve med den dårlige lydkvalitet eller sige abonnementet op.

Problemet skyldes, at mit TV er meget fint følende overfor fejl i lydsignalet (men indenfor kravende til Nicam), og deres sender kan ikke leve op til kravene. Sådan har jeg forstået deres forklaring, da de også afviser at det er mit udstyr der fejler noget.

Mit spørgsmål er så om Stofa kan tillade sig at sige det de gør, at de siger at de ikke kan levere TV1000 i stereo lyd til mig. selv om der står i deres materiale at TV1000 har stereo lyd, og hvilket var begrundelsen for at jeg valgte TV1000 istedet for f.eks. Filmnet der dengang ikke havde stereo lyd.

SVAR:

Når du har reklameret over for Stofa, siden du tegnede abonnement på TV1000, så får selskabet juridisk set svært ved at forsvare sit standpunkt: "at du enten må leve med den dårlig lyd eller sige dit abonnement op".

Du har købt en mangelfuld vare, og trods forgæves forsøg på udbedring, er det ikke lykkedes at få varen til at svare til det lovede. Derfor må du efter min vurdering - og almindelige køberetlige regler - have krav på at få dit eventuelle indskud tilbage, lige som du kan frigøres med øjeblikkelig virkning fra dit abonnement, dvs. du har ret til at ophæve det i stedet for at opsige det.

Da jeg ikke har den pågældende kanal, kender jeg ikke betalingsbetingelserne. Men skriv et nyt brev med nærmere oplysninger, så jeg kan vurdere, hvad du kan forlange tilbagebetalt.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund