Ved en almindelig handel skal et jordstykke på 79 m2 overføres fra en grund til
nabogrunden. Købsprisen er 20.000 kr. Følgende spørgsmål melder sig i forbindelse
med tinglysningen:
1) Skal arealoverførslen tinglyses på samme måde som et skøde?
2) Skal der være en erklæring/opmåling fra en landinspektør som dokumentation ved
tinglysningen? Eller
3) Er det tilstrækkeligt at indsende et matrikelkort med påtegning af pågældende
jordstykke, som skal arealoverføres?
4) Hvorledes beregnes tinglysningsafgiften for denne tinglysning (aftalt pris på
jordstykket på 20.000 kr.)
5) Skal der foretages en indberetning til BBR om arealoverførslen?
Svar:
ad 1) Nej,
når værdien er under kr. 45.000, skal der ikke tinglyses skøde.
ad 2) Landinspektøren skal registrere arealoverførselen ved Geodatastyrelsen,
der ved godkendelse af sagen samtidigt registrerer sagen ved Tinglysningsretten
og ved kommunens Ejendomsbeskatning. Jeg går ud fra, at det er nødvendigt med opmåling
i marken, før landinspektøren kan udfærdige det fornødne i sagen.
ad 3) Nej, Tinglysningsretten accepterer slet ikke matrikelkort og tinglysningsrids på papir. Den slags skal uploades til tinglysningssystemet som GM-filer.
ad 4) Når arealoverførselen sker uden tinglysning af skøde, sker det som en ”notering” – og den er helt fri for tinglysningsafgift.
ad 5) Kommunen, SKAT m.v. får automatisk besked, når der tinglyses arealoverførsel.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus
26-04-2022