Må man medtage de hårde hvidevarer, når huset skal på tvangsauktion, og hvidevarerne er købt med ejendomsforbehold?

Hvis man har et hus, der bliver solgt på tvangsauktion, må man så tage opvaskemaskine, vaskemaskine, komfur osv. med til sin nye bolig, når disse hvidevarer er købt på kredit med ejendomsforbehold og der stadig skyldes på dem.

Så kan man jo bare fortsætte med at afdrage indtil de er betalt, i stedet for at lade dem stå i det hus, der skal sælges på tvangsauktion, så slipper man for at skulle oprette ny kontrakt på nye hvidevarer.

Svar:

Ejendomsforbeholdet er ugyldigt, og ejeren af huset må ikke tage de hårde hvidevarer med til en anden bolig.

Dette følger af tinglysningslovens § 38, som lyder således:

§ 38: Når en bygning er opført, helt eller delvis, og når ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner eller lignende er blevet indlagt i bygningen på ejerens bekostning til brug for bygningen, kan særskilt ret over bygningens materialer og over nævnte tilbehør ikke forbeholdes, være sig som ejendomsret eller på anden måde. Tinglyst pantebrev i en ejendom omfatter uden særlig vedtagelse også dette tilbehør.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus