Jeg skriver på vegne af min svigermor, som har fået en lidt ubehagelig "sag"
på halsen:
I oktober 1990 kautionerer min svigermor for hendes søn, for et lån på 20.000 kr.
Iflg. lånedokumentet skulle lånet afvikles med 1.000 mdl. første gang den 01.12.90.
På et eller andet tidspunkt i 1992 eller 1993 (vi kender ikke tidspunktet) går lånet tilsyneladende i restance. Men min svigermor bliver IKKE underrettet om dette.
Først da hun den 13.12.96 modtager et anbefalet brev fra en advokat, får hun at vide, at lånet er i restance.
På dette tidspunkt troede min svigermor, at lånet var tilbagebetalt forlængst.
Advokaten beder hende om omgående at indbetale ialt 21.433,14 kr. Af opgørelsen
fremgår det, at det kun er de 11.188,61 kr. der er restgælden på lånet. Resten er
omkostninger, fogedgebyrer og advokatsalærer.
Min svigermor var meget rystet over advokatens skrivelse, og var især vred over,
at der var gået så lang tid (op til 4 år) før hun havde fået besked.
Jeg hjalp hende derfor med at skrive et brev til advokaten, hvori hun påstår sig frigjort fra kautionsforpligtelsen, med henvisning til Bank- og Sparekasselovens paragraf 41. Det forholder sig nemlig således, at hendes søns muligheder for at betale pengene tilbage er blevet stedse værre. I forhold til situationen i 93 har han nu fået 2 børn, som han har forsørgerpligt overfor, ligesom hans økonomiske situation iøvrigt er blevet dårligere. Alene kravets størrelse på godt 21.000 kr. gør det vanskeligere for min svigermor at få pengene igen - i forhold til hvis hun på et tidligere tidspunkt var blevet orienteret, hvor restancen og omkostningerne ikke havde været så store.
Hun har nu fået et svar tilbage fra advokaten, hvor han afviser, at hun skulle være frigjort fra kautionsforpligtelsen. Han begrunder dette med, at sønnens økonomi ikke er blevet værre i perioden, men derimod har været uændret dårlig. Jeg har dog hæftet mig ved, at advokaten IKKE anfægter, at min svigermor ikke tidligere har fået meddelelse om lånets restance.
Mit spørgsmål er så hvad hun nu skal gøre? Advokaten truer med bål og brand hvis hun ikke straks indbetaler pengene. Men kan det virkelig være rigtigt, at banken kan slippe af sted med at undlade, at orientere hende om restancen igennem så lang tid?
Ville det være en ide at indbringe sagen for pengeinstitutankenævnet? Har en sådan
anke evt. opsættende virkning?
SVAR:
Bank og sparekasselovens § 41 lyder således:
Er der stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntager med
hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 6 måneder efter de pågældende ydelsers
forfaldsdag ved anbefalet brev gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller
til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige
kautionisters vegne. Undladelse heraf medfører, at pengeinstituttet taber sit krav
over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet
forringet ved undladelsen.
Din svigermor skal med andre ord godtgøre, at hendes dækningsmuligheder er blevet
forringet på grund af bankens smøleri. Dette afhænger af en konkret vurdering.
I sagen U 1975.168 HD havde K sammen med to andre kautioneret for et banklån til
K's svigersøn. Det blev antaget, at K's stilling under de foreliggende omstændigheder
ikke havde været bedre, selv om B rettidigt havde sendt ham behørig meddelelse om
sigersønnens misligholdelse, og K blev dømt til at betale beløbet.
I den nyeste trykte dom på området, U 1995 77 VLD fandtes kautionisternes regreskrav
ikke at være forringet ved den undladte underretning, og kautionisterne skulle indfri
kautionen. Det blev lagt til grund, at låntagers formue måtte antages at være negativ
allerede inden udløbet af seksmånedersfristen.
I bogen Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner - Klager over pengeinstitutter,
1994, s 135 ff. findes en gennemgang af Pengeinstitutankenævnets praksis i disse
ofte forekommende sager. Forfatterne anfører, at reglen på det praktiske plan ikke
er meget værd for kautionisterne. I mange sager når Pengeinstitutankenævnet frem
til, at sagen må afvises, da en nærmere vurdering af kautionistens regresmuligheder
må afhænge af en nærmere bevisførelse, som skal ske ved domstolene.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at din svigermor kan få medhold. Der findes heldigvis
sager, hvor kautionisten har fået medhold.
I sagen U 1992.442 ØLD havde finansieringsselskabet Spar-Finans ikke givet en kautionist
behørig underretning efter bank- og sparekasselovens § 41 om tilbagetagelse af leaset
materiel på grund af misligholdelse. Der kunne ikke bortses fra, at kautionisten
i tilfælde af underretning kunne have gennemført sit regreskrav helt eller delvis
mod hovedskyldneren og kautionisten blev herefter frifundet.
Det må også kunne gøres gældende, at sagsomkostningerne på ca. 10.000 kr. kunne
være undgået, hvis din svigermor havde fået rettidig underretning. Hun ville da
have indfriet kautionen på dette tidspunkt, og en række omkostninger og renter kunne
da være undgået.
Mig bekendt har en klage til ankenævnet ikke opsættende virkning. Bankens advokat
kan udtage stævning alligevel, men sagen vil muligvis blive udsat på afventning
af ankenævnets afgørelse.
Da det afhænger af en konkret bevisbedømmelse vedrørende din svigermors tabte regresmuligheder,
vil jeg tilråde, at din svigermor retter henvendelse til en advokat, som kan bistå
hende.
Hun kan eventuelt få fri proces eller retshjælpsdækning. Dette vil advokaten kunne
bistå med at få afklaret.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg