Hvornår kan man kræve omlevering?

Jeg har hørt en gang, at der skulle komme en ny garantilov der sagde at efter at have haft et nyt apparat der havde haft den samme fejl mere end to gange indenfor garantien skulle forhandleren levere et nyt apparat passer det?

Jeg mener at jeg har hørt om loven i rene ord for pengene

PS. God ide med denne form for hjælp - jeg har selv læst om siden på TV3 teksttv side 452.

SVAR:

Nej, det er ikke rigtigt. Sælgeren har ret til at forsøge reparation mere end to gange, men det forudsætter, at "afhjælpning sker inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for køberen" - for nu at citere købelovens § 74.

På grund af det sidstnævnte krav, kan der være tilfælde, hvor du kan kræve omlevering eller hæve købet efter to forgæves reparationsforsøg. Men det vil afhænge af den konkrete situation, og derfor er der ikke tale om en generel regel.

Der findes ikke en garantilov. Reglerne findes i købeloven, som i 1980 fik indsat et afsnit om forbrugerkøb, herunder regler om afhjælpningsret m.v. i § 78. bestemmelsen lyder således:

Lider salgsgenstanden af en mangel, kan køberen hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen eller omlevering efter reglerne i § 42, stk. 1, eller § 43, stk. 1 og 2. Køberen kan endvidere forlange, at sælgeren afhjælper mangelen, medmindre dette vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig omkostning eller væsentlig ulempe. Ved artsbestemte køb kan sælgeren opfylde sin afhjælpningspligt ved at foretage omlevering.
Stk. 2. Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav om afhjælpning er opfyldt. Må mangelen anses som uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen.
Stk. 3. Har køberen fremsat påkrav om afhjælpning efter stk. 1, og opfylder sælgeren ikke dette inden rimelig tid, kan køberen hæve købet eller, ved artsbestemte køb, kræve omlevering. Køberen kan endvidere lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund