Jeg har i 1999 stoppet som selvstændig med deraf følgende gæld.
Jeg har tidligere forsøgt med gældssanering men fik ingen.
Jeg har efterfølgende været i fogedretten etc.
Jeg har ca. 15 kreditorer som har penge til gode, og har fået henlagt sagerne hos
de fleste.
Men jeg har et firma som forsøger alle mulige krumspring, og det sidste brev jeg
har modtaget, har man vedlagt en skyldnerkendelse, som samtidig indeholder et afsnit
om at firmet får transport i min evt. overskydende skat etc. Den præcise ordlyd
er:
Jeg tiltransporterer herved kreditor alle mine rettigheder til overskydende personskat, person/firmaskat eller selskabsskat samt moms, der måtte komme til udbetaling for tidligere indkomstår/perioder så længe ovennævnte gæld med pålæg af renter og omkostninger ikke er betalt. Jeg er indforstået med, at denne transport anmeldes overfor Det Centrale Fordringsregister hos Told- og skatteregionen. De herved fremkomne provenuer vil være at betragte som ekstraordinære afdrag.
Hvis jeg ikke underskriver denne skyldnerkendelse vil man trække mig i fogedretten
igen, som man har gjort tidligere, og hvor jeg erklærede mig insolvent.
Men jeg ønsker ikke at underskrive en sådan skyldnerkendelse, da jeg vil forsøge
at stille alle mine kreditorer lige, og kan ikke give denne kreditor en bedre stilling
end de øvrige kreditorer.
Jeg mener, at dengang gælden blev stiftet underskrev jeg jo nogle papirer om at
betale gælden af etc. Så kan det vel ikke være rigtigt at jeg skal underskrive en
skyldnerkendelse?
Transporten er i øvrigt delvist i strid med kildeskattelovens § 62, stk. 5, som lyder således
Krav på tilbagebetaling af overskydende skat m.v. kan ikke overdrages før udløbet af det indkomstår, kravet vedrører. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige.
Du kan med andre ord ikke i 2004 gyldigt give firmaet transport i din overskydende skat for 2004 eller senere, men kun for 2003 eller tidligere indkomstår.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus